Unges mistrivsel

Ved Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium

Tirsdag d. 6. februar 2024 kl. 19.00 - 21.00

Sted: SEF, Fåborgvej 44, 5700 Svendborg (Auditoriet).

Entré: 75 kr.

 

”Uegnet for børn og unge”. Sådan er samfundet og uddannelsessystemet blevet beskrevet af børnepsykolog Ulla Dørlev i dokumentaren ”Presset ungdom”, som blev sendt på TV2 i efteråret 2023. I dokumentaren følger man elever og studievejledere fra Nyborg Gymnasium og også rektor Henrik Stokholm, som løbende oplever at skulle håndtere og hjælpe unge, der virkelig har ondt i livet. Det store flertal har det heldigvis godt, men langt flere unge end tidligere mistrives alvorligt og ender på ventelister til udredning i det psykiatriske system – ofte i årevis. Den udvikling har udfordret lærere, studievejledere og skoleledere i hele landet, fordi skolen er nødt til at træde til at og være det vikarierende håb for de unge, mens de venter på hjælp.

Hvorfor er vi endt der? Det komplekse spørgsmål vil Henrik Stokholm prøve at besvare med hjælp fra ungdomsforskningen, og så vil han gøre op med forestillingen om, at det her bare kan løses ved at ”lære de unge at glemme sig selv”, som mange politikere og meningsdannere hævder. For vi skal holde op med at individualisere mistrivslen og give de unge skylden. Vi skal tage ansvar for det samfund og de strukturer, som vi byder de unge og som også er med til at øge presset. Samtidig er vi nødt til at ændre skolerne og lærerprofessionen, så alle ansatte er klædt på til at støtte og hjælpe – og det vil Henrik give konkrete eksempler på fra Nyborg Gymnasium.
 

Fotograf: Stine Heilmann